Østergade 46 og 48
Ejendommene Østergade 46 og 48, 5900 Rudkøbing er solgt af SuperBrugsen Rudkøbing til H.C. Ørsted Selskabet.
Østergade 48 har i en årrække vederlagsfrit været stillet til rådighed for Ørstedudstillingen, mens der var været skiftende brugere af Østergade 46.
Salgsprisen for de to ejendomme er kr. 2 mio.
1 mio. betales kontant og 1 mio. bliver et stående pantebrev. SuperBrugsen Rudkøbing nedskriver pantebrevet med kr. 100.000 om året som sponsorat til H.C. Ørsted Selskabet.
Dog forfalder pantebrevet, hvis H.C. Ørsted Selskabet fraflytter eller sælger ejendommen.
Vigtigt for handelselivet.
Brugsuddeler Lasse Petersen siger, at ikke bare SuperBrugsen, men også handelslivet i Rudkøbing profiterer af Ørsted-udstillingen på den nuværende placering, og at det er baggrunden for de gunstige vilkår i aftalen med Ørsted selskabet.
Formanden for H.C. Ørsted Selskabet Troels Krøyer oplyser, at det er på grund at to store donationer fra Sportgoodsfonden og Birthe Gomard, at det har været muligt for Selskabet at gå ind i denne handel. Donationerne dækker hele udbetalingen.
Vi har stadig store planer.
Troels Krøyer understreger, at dette køb ikke på nogen måde er et alternativ til de langsigtede planer om et større H.C. Ørsted center i Rudkøbing. Tværtimod giver dette køb os mulighed for at udvikle os og forberede os på de store opgaver, der venter os i fremtiden, siger han. Men nu er usikkerheden om placeringen i de nærmeste år væk.
Udstillingen er trækplaster.
For direktør for Brugsforeningen Langeland Kim Behnfeld Jensen er det en central værdi, at et H.C. Ørsted kulturcenter, der tiltrækker turister året rundt, er til gavn for handelslivet på Langeland både i Rudkøbing og på resten af øen. Han peger ligeledes på, at flere besøgende i byen stiller krav om etablering af flere P-pladser.
Om Sportsgood fonden.
Sportgoodsfonden blev stiftet af Christian Helmer Jørgensen efter 2. verdenskrig. Han oplevede deportationen af politiet, gennemlevede et koncentrationslejrophold og redningsaktionen med De Hvide Busser. Humanitært arbejde, fred og mellemfolkelig forståelse blev hans eneste meningsfulde konklusion af disse oplevelser. Han blev forhandler af Adidas og dermed en af de første virksomheder herhjemme, som blev bygget op i et dansk-tysk samarbejde.
Om Birthe Gomard.
Birthe Gomard er enke efter professor dr.jur. Bernhard Gomard. Han fik i 1995 den meget fornemme Anders Sandøe Ørstedske Hædersmedalje-Legat i guld for fremragende juridisk forskning. Birthe Gomard skænkede for et par år siden denne medalje til H.C. Ørsted Selskabet. Birthe Gomard har stærk tilknytning til Langeland. Hendes far, Christian Jensen fra Ristinge, byggede skibe, der var hjemhørende på Langeland.
Yderligere oplysninger:
Kim Behnfeld Jensen: 21125502
Troels Krøyer: 51232052

